Sorter

Æbler - æblesorter

Æbler er den mest udbredte frugt i Danmarks haver. Vi har et godt klima for udvikling af saftige, velfarvede og velsmagende æbler til en lang brugssæson. Ingen anden frugt har en brugssæson som frisk frugt fra august til marts-april. Et æbletræ kan ved rette behandling komme hurtigere i bæring end andre frugttræer, et godt træ vil bære de første frugter 2-3 år efter plantning.

Det er vigtigt at vælge en sort, der ikke er modtagelig for sygdomme, der er jævnt bærende, en sort, der har så lang en brugssæson som muligt og først og fremmest skal det være et æble, familien kan lide. Hvis der skal plantes flere sorter, er det vigtigt, at sorternes brugssæson fordeles bedst muligt.

Mange af de sorter, der ses i butikkerne, er ikke egnede til dyrkning i haverne, og nogle af dem udvikles heller ikke under danske klimaforhold. Hvis der kun er ønske om at plante et træ, er det også muligt, at købe træer med tre sorter på samme træ.

Så vidt det kendes, er træernes sundhed uden nogen sprøjtning beskrevet. Tidspunktet for plukning svinger noget efter årets klima. De perioder for plukning, der er nævnt, vil passe i de fleste år.

I de fleste af beskrivelserne er beskrevet, hvor længe jeg vurderer, at sorterne kan gemmes. Der er forudsat, at de lagres under de mest kølige forhold uden frost under private forhold, altså uden egentlig kølelagring.

Der er plads til mange sorter på lille plads

I de fleste haver er frugttræer alt for store. Så store at man ikke kan spise sig igennem kassevis af æbler eller pærer af samme sort. Det er en uskik, at have et kæmpestort frugttræ, der i gode år giver flere frugter end familier, venner og naboer orker at spise, -eller kravle op at plukke. Se bare, hvad der ligger og rådner op af frugt på jorden i Danmarks haver.

Træer kan holdes små i et langt liv, hvis man forbyder træerne at blive så store. Frugtavlerne planter deres træer på blot en meters afstand og giver dem ikke lov at blive meget mere end to meter høje. Sådan skal man selvfølgelig også gøre i haven for at få plads til mange sorter med overkommelig mængde frugt på beskeden plads. Hvis da ikke træet skal være et stort prydtræ.

Små træer er én måde at få en passende mængde frugt af flere sorter. Endelig er det altså meget lettere at lære at pode, end de fleste tror. (se link Podning) Hvis der podes en 2-3-8 sorter på et træ, er der rigtigt gode muligheder for mange sorter. Da jeg var barn fik hver af vi 8 søskende lov at vælge en sort, som blev podet på samme træ, så vi fik en gren hver med vort navn på en etiket.

karenplukker