Mange slags frugt og bær er lette at avle i haven

     

 

 
         
 Elstar  Rubinola  Clara Transparente Blanche ableblomst
 Clara       Skeena
 conferencee

  vittrup beskaring

Jørgen Vittrup


 Cand.Hort.

fhv. professor

Forfatter til havebøger

Rivers Early
Transparente Blanche Oullins
 Victoria jubileum
 sødkirsgren hassel
 a       æble aroma gren
Clara Transparente Blanche  Sunrise a  Stanley summerred

 

 

 

TRE KRONIKKER OM FRUGT

 

Af Jørgen Vittrup

 

 

 

 

 

        Undskyld hr.! Må jeg byde Dem et kirsebær

 

Kirsebær er det lækreste bær, der dyrkes her i landet til frisk spisning, og det dyreste i butikkerne. Det er højsommer, når de store, mørkerøde eller rødgule kirsebær modner i juli måned. Alle, næsten alle, er vilde med dem. Og de har været elsket i mange år. De vildtvoksende kirsebærtræers frugter har altid været meget eftertragtede af både fugle og mennesker. Allerede stenalderens mennesker samlede og spiste dem friske eller tørrede. Man har endda fundet forstenede kerner i de huler, som vore fjerne forfædre boede i.

 

 

 

Kirsebær var kendt i antikkens græske kultur og er bl.a. beskrevet af botanikeren Theophrates i år 300 f. Kr. under navnet ’Kerasos’, som man mener, der kommer fra byen ved Sortehavet, der nu hedder Kerasunt. De første, dyrkede kirsebær antages at være bragt fra Sortehavs-egnene til Rom af feltherren Lucullus (110 f. Kr..–56 f. Kr.).

 

Allerede på den tid nævnes 8 sorter af kirsebær og om hvordan, man poder kirsebær.         

 

 

 

Dyrkning af kirsebærtræer nævnes også under Karl de Store (714-814), under navnet Ceresarios. Herfra blev de bredt til resten af Europa. I dag er kirsebærdyrkningen udbredt over hele verden i dyrkningsegnede klimaområder. I Europa dyrkes fine kirsebær fra Norge til Nordafrika. Ikke mindst Tyrkiet er blevet et stort eksportland for sødkirsebær, også her til landet.

 

 

 

I første halvdel af 200-tallet beskrev en frugtinteresseret italiener, Florentinus, blandt andet om konservering af frugter: Kirsebær, der plukkes før solopgang, nedlægges i en krukke, hvori man først har lagt et lag små kviste af bønneurt (Sar) og mellem hvert lag af bær lægges et nyt mellemlag af Bønneurt. Når krukken er fuld, overhælder man indholdet med en lage kogt af eddike og honning.  Det var allerede kendt, at romere tørrede kirsebær i solen eller syltede dem i krukker lige som oliven.

 

 

 

Kirsebær er så fristende, at de også har været egnede til forgiftning af uønskede. Også her til lands skulle de også være blevet brugt til det formål. Kong Christian den Anden havde en kæreste som hed Dyveke. Der var mange adelsfolk, som var forargede over, at kongen havde en almindelig borgerlig pige som kæreste, selvom han jo var gift med dronningen. En dag modtog Dyveke en stor kurv fuld af modne kirsebær som gave. Men de viste sig at være forgiftede og Dyveke døde, da hun spiste af dem. Det mentes at være en af kongens fjender blandt adelsmændene, Peder Oxe, der havde forgiftet kirsebærrene.

 

 

 

Danmark

 

I 1510 anlagdes en plantage, hvor Christiansborg nu ligger. Frederik den 2. (1559-1588) var meget interesseret i havebrug. Ved slottene anlagdes pragtfulde parker, med indførte planter. Den første danske planteliste, som man kender, omfattede, blandt andre frugtarter, 40 sorter af kirsebær.

 

 

 

Christian den 4. (1588-1648) sendte sin hofgartner til Braunschweig i Tyskland for at købe træer og planter. I 1607 plantedes 400  frugttræer, herunder kirsebær. Danmarks første havebog "Horticultura danica" av Hans Rasmussen Block (København 1647) indeholder råd om kirsebærtræers anvendelse i haven. Blandt andet mente han, at man burde plante dem på begge sider af en havegang.  Desuden kunne man plante blandt andre små kirsebærtræer langs kanten af frugtafdelingen.

 

 

 

I den senere del af 1700-tallet var der flere sorter. I statens planteskole i Odense skulle således være formeret 31 sorter af kirsebær.  I nogle landsdele, for eksempel i Ålborg amt, beskrives på samme tid en lønnede produktion af kirsebær.

 

 

 

Vildtvoksende kirsebær

 

Et træ af sødkirsebær, der er fremspiret af en kirsebærsten, et frø, altså et træ der  ikke er podet med en dyrket sort, hedder ’Fuglekirsebær’. Mange vilde fuglekirsebær dukker jævnligt op i haver og andre steder, hvor fugle har smidt en kirsebærsten. De plyndrer gerne et træ og smider frøene hist og pist.  Der er god grund til  at de har fået navnet ’Fuglekirsebær’. Endda deres latinske efternavn i Prunus avium betyder ’fugl’. De findes naturligt udbredt og vildt voksende over det meste af Europa. De giver i reglen kun små og bitre bær, men træet er et værdifuldt gavntræ til møbler. Her i landet er navnlig Bornholm kendt for deres skove af vilde fuglekirsebær.

 

 

 

En historie fortæller, at det var en bornholmsk kancelliråd, Peder Jespersen, som omkring 1920 gerne ville gøre sit til at få flere kirsebærtræer i skoven nord for Rønne. Derfor inviterede han alle Rønnes drenge til at spise så mange kirsebær i hans have, som de kunne. De måtte ikke spytte stenene ud, men  skulle  sørge for at sætte sig ud i skoven, når de skulle på WC. På den måde ville alle kirsebærstenene blive godt spredt, - og de nye kirsebærtræer ville få en god start i livet. Det skulle være derfor, at der er så mange kirsebærtræer netop på Bornholm. Det må have været nogle ivrige drenge. Og det skulle være ganske vist.

 

 

 

Kirsebær i ordsprog.

 

Der er ikke så mange myter og sagn om kirsebær, som om andre frugter.  Nogle få ordsprog er det dog blev til ofte med samme tema, som findes på flere sprog.

 

”Det er farligt at spise kirsebær med de store herrer, de udsøger de bedste og kaste dig stenene i  øjnene”

 

            ”Med store herrer er det ikke godt at spise kirsebær, de kaster  stilkene i ansigtet”   (tysk)

 

            ”Spis ikke kirsebær med de store,  frygt at de kaster stenene på næsen din næste” (fransk)

 

                                  ”Spis ikke kirsebær med fine herrer, de tager de mest modne.” (fransk)

 

                                  ”Den som äter körsbär med de stora, får stenarna i synen” (svensk)

 

                                  ”Mætte duer finder kirsebær sure” (engelsk, fransk)

 

                                  ”Skændsel er som kirsebær, den ene trækker en anden med sig”. (fransk)

 

 

 

Det danske navn

 

Det latinske ord for surkirsebær cerasus hænger sammen med den græske benævnelse kerasea. På gammel engelsk blev det til ciris, chiri eller cyrs, senere chery og senest cherry. På gammel Højtysk blev de først kaldt chirsa, senere ændredes c til k og blev til kirsa eller kirse. Her må vi være nået til det navn, som vi uden oversættelse har bevaret eller videreført til dansk, blot ved at tilføje det pæredanske bær bagefter, altså til kirsebær. Det navn kan i Den Store Danske Ordbog spores tilbage til middelalderen (år 1000-1500), hvor det i starten dog hed kirsæbær.

 

 

 

Der er her i landet stor forvirring med navnet på kirsebær. Mange danskere kender kun de lækre sødkirsebær som moreller. Forvirringen bliver ikke mindre af at sødkirsebær/moreller findes i sorter som mørkerøde og rødgule. Nogle mener, at kun de rødgule er moreller. Men både mørkerøde, gule, og rødgule søde kirsebær, er moreller/sødkirsebær.

 

 

 

Men de lækre sødkirsebær har også en sur søster. Dem kalder vi derfor simpelthen surkirsebær. De må nøjes med at blive brugt til syltning, saft, vin og lignende. De frister som friske bær hverken menneskes eller fugles ganer som de søde.

 

 

 

Men alligevel, blot en advarsel til havefolket, der vil plante et sødt træ. Det er meget forvirrende, at den mest dyrkede sure sort i haverne hedder ’Skyggemorel’. Det er ikke en morel/sødkirsebær i dansk forstand, men et surt kirsebær. Ved import af sorten fra Tyskland i tidernes morgen glemte man at oversætte det tyske ’morelle’ for surkirsebær.  Det er da forvirrende. Surkirsebær er den mest dyrkede frugt i danske plantager. En meget stor del af dem eksporteres som saft. De lækre spisekirsebær har en mere beskeden plads, og de må på det danske marked konkurrere med bær fra sydligere lande.

 

 

 

Kirsebær er en så højt elsket frugt, at der i mange lande afholdes store ’Kirsebær-festivaler’.  Her i landet har Kerteminde de seneste 3-4 år haft en ’kirsebær-festival’ over et par dage. I år holdes for første gang en mini festival på Islands Brygge i København.

 

 

 

 

 

 

 

En hyldest til Hylden

 

Sambucus nigra (Sambuca = græsk strengeinstrument; nigra = sort)

 

 

 

Over det ganske land bringer hyld fra mange hjørner, haver, krat og hegn budskab om, at sommeren er over os i juni til juli. Med store skærme af insekt-tiltrækken­de, stærkt duftende, gullighvide blom­ster, der som store sneklatter næsten helt dækker de dekorative, finnede blade.

 

 

 

Også H.C. Andersen så charmen: "Imellem havens buske, i solskin, regn og rusk, med store blomster-duske, står der en hyldebusk.  I duften er der lindring, når hjertet er bespændt, dér kommer hver erindring, om gammelt, kært og kendt". En gammel talemåde: ”Hvor hylden ej vil gro, kan mennesket ikke bo”

 

Hyldetræet er et helligt træ, og har en fremtrædende plads både i nordisk mytologi og i folkeeventyrene. Den havde stor symbolsk værdi, som alt sammen er tilknyttet kærlighed og frugtbarhed, men dens mest anvendte symbolske betydning, er medfølelse og sympati. Det er til at forstå, at hyldemor og hyldekvinde var betegnelser for elverfolk.

 

 

 

Magiske evner                   

 

Planten har desuden magiske evner kendt som tilholdssted for gode ånder. Oprindelig var den frugtbarhedsgudinden Frejas plante, (senere kendt som hyldemor) hun boede i hylden.

 

                     

 

Man skulle spørge Hyldemor om lov, hvis man ville fælde en hyldebusk, eller skære grene af den. Hyldetræet var Hyldemors ejendom. For at få lov at bruge det, skulle man gå baglæns hen til træet og sige tre gange: ”Hyldemor, Hyldemor, Hyldemor giv mig noget af dit træ, så vil jeg give dig noget af mit igen”. Så kunne man skære grene af eller fælde det. Hvis man glemte det, varslede det uheld og død blandt husdyrene. I værste fald nedkalder man sin egen død, ved at fælde et hyldetræ.

 

Man kan blive hyldeskudt og skør, hvis man sover under en hyldebusk. Inden du høster af hylden, skal du altid huske at takke hyldemor for hendes gaver.

 

Havde man feber, skulle man stille sig tre torsdage i træk under en hyld og synge: "Hyldetræ jeg klager dig, feberen den plager mig, Hyldetræ, nu har du vundet, feberen den er forsvundet,"  så skulle man blive rask. Spiste man Skt. Hans-aften hyldens blomster stegt i smør, fik man ikke feber det år. Skulle man alligevel få feber, så kunne sygdommen dog kurerens ved at binde et bånd, som den syge havde haft hos sig i sengen, om en hylds gren en nat med aftagende måne.

 

Ved at bede Freja, mor Hulda eller Hyldemor om deres hjælp, kan du sende sygdomme, dårlig karma og alskens ondskab op i træet. Hvis du vil være sikker på, at det, du sender op i en hyld, ikke vender tilbage, så husk at vælge et andet træ end det, du høster fra.

 

Tandpine søgte man at kurere ved at skære en splint af hyldetræet, stikke hul på tandkødet med den og derefter anbringe splinten på sin gamle plads i hylden - så blev tandpinen overført på træet.  Hvis du skal bruge en gren til magiske formål, eller til at ære kærlighedsgudinden Freja, skal du skænke træet lidt vin eller mælk. Det er specielt virksomt Valborgaften (d. 30.april).

 

Det bringer tit uheld at gå ind under en blomstrende hyld. Men det varsler held for familien, hvis en hyld skyder op ved husmuren. Anvender man hyldetræ til fremstilling af møbler eller andet træværk i huset, varsler det ikke godt for hjemmet. Og hvis en hyld blomstrer to gange samme år, varsler det død i familien (samme varsel kendes også fra æble, pære og roser).

 

Knud den Store forbød at tilbede planten. Tro det eller lade være, men husk, at i enhver have bør der altid vokse mindst een vild hyld for at bringe lykke!

 

 

 

Anvendelse og myter om hyldens gavnlige virkninger

 

Ikke mange planter, om nogen, er tillagt så mange nyttevirkninger i alle dens organer, grene, blade, blomster, grønne bær og modne bær. Hyld er en gammel lægeplante. Alle dele af hyldebærtræet er anset for at være en meget værdifuld del af husapoteket.

 

 

 

Blomsterne bruges til saft og hvidvin.

 

De grønne, hule grene kan bruges som pusterør med de grønne bær som skyts. Forårets unge skud kogt med honning virker slimløsende og stiller stærk hoste. Unge skud er meget tit tæt besat med bladlus. En lusbefængt skudspids er kærkommen foder til fugle i volieren.

 

 

 

Bladene kan bruges til gulfarvning af læder. Afkog af blade eller gnidning med blade skulle holde myg borte. Hvis du bærer en frisk gren, eller står under et hyldetræ, skulle det også holde myggene væk. Te af bladene virker urindrivende og anvendes ved sukkersyge.

 

 

 

Grønne, umodne bær blev i krigens opfindsomme dage brugt til kapers erstatning.

 

 

 

Modne bær anvendes til saft, suppe, vin, snaps. Den kendte italienske, skrappe, brændevin Sambuca er et udenlandsk eksempel på saftens udnyttelse. Saften bruges også til farvning af hør og uld. Saften  har et højt indhold af A- og C-vitaminer, der skulle hjælpe mod forkølelse influenza og gigt. Ørepine, hovedpine, døvhed, bylder, forstoppelse, smertende hjerte er også med i registret af virkninger. Varm hyldebærsaft eller et glas hyldebær vin lige før sengetid er en kur mod forkølelse. Hyldebærvin drikkes også mod iskias og nervesmerter.

 

 

 

Grenene har den særlige egenskaber, at de har en meget tyk marv, der svinder væk og efterlader et hul i de gamle grene. Ved på ældre buske er hårdt og gullighvidt som elfenben, og rigtig godt at snitte ting af. Kernen er brun, og marven er blød og hvid og let at fjerne. Afkog af barken i små mængder virker let afførende og urindrivende. I gamle dage brugte mennesker hyld til at snitte skeer, håndtage, nåle, fløjter, linealer, tommestokke, spinderokke m.m. Grenene blev brugt til gærdestave og brændsel, skafter til skovle, stokke, ja endda møbler ”der aldrig blev ormstukne”. På gamle grene forsvinder marven, og grenen er hul. Man har brugt de hule hylderør til f.eks. piberør, garntrisser og blæsepiber – en hul hyldepind, som man pustede til ilden gennem. Og stadig er der nogen der snitter sig en hyldefløjte

 

 

 

H.C. Andersen

 

elskede hylden så meget, at han i 1850 skrev ”Eventyret Hyldemor”. Her et lille uddrag: ”Ja, kan du huske”, sagde den gamle Sømand, "den Gang vi vare ganske smaa Unger og løb og legede, det var netop i den samme Gaard, hvor vi nu sidde, og vi stak Pinde i Jorden og gjorde en Have."
 "Ja," sagde den gamle Kone, "det husker jeg godt! og vi vandede Pindene, og een af dem var en Hyldepind, den satte Rod, skjød grønne Skud og er nu blevet til det store Træ, vi gamle Mennesker sidde under."

 

 

 

Der findes flere arter og sorter af hyld med særlige bladfarver og –former, der bruges som prydplanter i haverne. Flere steder i landet vokser den velsmagende svamp ’Judasøre’ på hyld.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Æbler

 

 

 

Æblet har en lang historie her i landet.

 

 

 

Mange myter, religion og folkemedicin er knyttet til æblet i de store områder, hvor de dyrkes.

 

 

 

En meget stor del af de danske haver har et æbletræ.

 

Æblet er en unik frugt, der kan spises frisk hele året uden nogen forberedelse med skrælning.

 

I ethvert fad med firmafrugt har æblet sin plads hele året.

 

 

 

Æbletræets historie

 

Æbletræet var kendt og frugterne formodentligt benyttet før historisk tid i de strøg, hvor træet voksede vildt. Først brugte folk den frugt, de fandt i skoven. Der har været vilde æbler i årtusinder her i landet, men Gorm den Gamle har næppe nydt dem, da de var små og sure.

 

 

 

Senere blev dyrkningen taget op, troligt først i Orienten. Fra de lande spredtes dyrkningen til Hellas og Rom. Fra Rom spredtes dyrkningen af sorter til resten af Europa. Her i landet tyder alt på, at det er den frugt, der har været dyrket længst. Men som med så mange planter var det munkene, der fik sat gang i dyrkningen i 1100-1200 tallet. Biskop Eskil på Klostret på Eskilsø ved Roskilde fjord anses for at have været foregangsmanden for dyrkning af æblesorter. Navnet ’æble’ skulle komme fra gammel germansk ’apalja’.

 

 

 

Christian III (1503-1550) befalede, at bonden, ”så længe han rum og lejlighed haver”, hvert år var pligtig til at plante 3 ymper af abild og pærer eller andre gode træer samt 10 pil -under bødestraf. Christian IV gentog påbuddet og bestemte, at der skulle plantes ved gærderne, hvis der ikke var plads ved gårdene. Lensmændene og adelen skulle påse, at befalingen blev efterlevet. Endelig indgik påbuddet i Christian V’s Danske Lov af 1683. Nu kom bestemmelsen til at gælde for hele landet; den er vel aldrig blevet lovformeligt ophævet, men bortfaldt af sig selv sammen med stavnsbåndet.

 

 

 

Æblet

 

Jeg tror ikke nogen frugt har spillet en så væsentlig rolle som et tvetydigt symbol, som har med liv og død at gøre, som æblet har og har haft i mange kulturer. Det hører jo også med til æblets storladne historie.,,

 

 

 

Begyndende fra Adam og Eva, at kvindes ældste erhverv er æbleplukning. Over symboler for sundhed, kærlighed og skønhed, snehvides forgiftede æble til den nyere tids  ’An apple a day, keeps the doctor away’. Et par gode danske mundheld er ’ Man skal ikke kaste med æbler, når man selv er et skrog og ’ Æblet falder aldrig langt fra stammen’. I stil med ’man skal ikke skue hunden på hårene er ’ Et æble, som er rødt udvendigt, kan også være råddent indvendigt’. Mange myter, religion og folkemedicin er knyttet til æblet i de store områder, hvor de dyrkes.

 

 

 

Æblet er som spisefrugt unikt ved, at det kan spises uden skrælning direkte fra en dronninge-hånd med hvide handsker uden tilsvining af saft. Det har sikkert været med til dets enorme udbredelse i store dele af verdenen. Til ethvert fad firmafrugt har æbler dets plads hele året. Næsten ethvert land i den tempererede klima zone har megen forskning i dyrkning af æbler og mange steder frembringelse af nye sorter.

 

 

 

Her i landet regnes det for at være det mest udbredte frugttræ i haverne. I frugtavlen er der er ikke så megen æbledyrkning tilbage, mindre end en femtedel af arealet for 50 år siden.

 

 

 

Ingen anden frugt kan vi dyrke, der har en brugssæson som frisk frugt fra august til marts-april. Et æbletræ kan med den rette behandling komme hurtigere i bæring end andre træfrugtarter. Et godt træ vil bære de første frugter 1-2 år efter plantning. Vi har et klima, hvor mange sorter kan give saftige, sprøde og velsmagende æbler, der passer til de flestes smag.

 

 

 

Overalt i landet blev fundet nye sorter, der fik lokale navne. Nye sorter strømmede ind fra udlandet, i Landbohøjskolens sortssamling er der nu ca. 750 sorter. På Fyn har vi frembragt to sorter der har været blandt de mest populære i mere end hundred år. De har fortjent deres historie, inden de går i glemmebogen.

 

 

 

Filippa

 

Det dejlige, friske, saftige, aromatiske, stærkt duftende, meget holdbare æble. Det er også vort foretrukne æble til grød og æblekage om vinteren.

 

                      Træet er i ca. 1880 kommet fra en kerne sået af Filippa Johannsen, datter af en lærer i Hundstrup på Sydfyn. Da træet i 1906 kom i vejen for et skolebyggeri, vakte det modstand og egnens digter, Lars Jensen, skrev en nekrolog over træet:

 

 

 

Så blev da din skæbne, du gamle, ærværdige træ, du, som kastede glans over Sydfyns frugttræer, du, som var alle Pomologers fryd, og til hvem alle frugtelskere så op til  med glæde, du, som ved navnet ’Filippa’ har fået hjerter til at banke og tænder til at løbe i vand. Du skønne, frydefulde træ, din frugt blev fundet værdig til at sætte på selv Majestætens bord. –At dit endeligt skulle blive således foragtet af sognerådet, blive hængt i en talje, slæbt af et par løbske heste og berøvet sine bedste og dybeste rødder. Ja, sådan forgår denne verdens herlighed:

 

     Du gamle træ, jeg ønsker dig til lykke

 

Thi om du dør, da ej dit bedste smykke

 

Ved slig en pilgrimsfærd du tabe kan.

 

Selv navnets glans jo også kan gå an

 

Thi om du nu end måtte livet miste,

 

da husk, da husk, de mange podekviste,

 

der nu spredt så trindt om land,

 

de flyver ej for vind og sand.

 

De deres rødder slår rod  i unge stammer,

 

som spæde børn man dem opammer.

 

Derfor du gamle træ, læg trøstig dig til hvile.

 

Dit hædersnavn ’Filippa’ over landet ile,

 

Og når dit støv er smuldret hen

 

Vi nye træer tilbage har af dig igen.

 

Farvel, farvel, du kære gamle træ

 

Mod livets storm til sidst dog findes læ.

 

 

 

Hans indsats reddede Modertræet, der stadig eksisterer og blev fredet i 1937. Det dyrkes ikke i plantagerne mere og sælges ikke mere i butikkerne. Det kan ikke sælges til en lønnende pris, fordi det ikke er et særligt prangende æble, butiksæbler skal jo helst se ud, som var de lavet på en maskine. Æblet er mid­del­stort, noget uregelmæssigt og kan have en rød solside, men mange er helt gulgrønne. Det plukkes i september-okto­ber og kan gemmes til februar.

 

                      Det er en rigtig havesort, det er et sundt træ, der ikke er meget modtageligt for de alvorligste  sygdomme. Men en svaghed ved sorten er træets vækst. Det er ikke særligt kønt. Træet har i modsætning til andre sorter en udpræget tendens til at sætte blomsterne ude i spidsen på dets mange tynde grene. Det giver træerne en hængende vækst. Desuden falder æblerne lettere af træet i blæst, når modningstiden er nær.

 

Ingrid Marie

 

Den gode, gamle Ingrid Marie, et rigtigt dansk nationalæble som kendes af de fleste, også af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, der brillerede med at kaste et æble et par gange i luften til et af de fine EU-møder, vist i Frankrig. Det har en størrelse og en spisekvalitet, som mange synes godt om.

 

 

 

Det første træ voksede op midt i en hindbærplante i skolehaven ved Høed skole ved Flemløse på Fyn. Da træet gav frugt, syntes lærer Madsen, at æblerne var så gode, at han opkaldte den efter deres afdøde datter 'Ingrid Marie'. Han mente, at det kunne være kommet fra en kerne fra Cox Orange, som var i haven. Det bar de første frugter omkring 1915. Træet står der endnu.

 

 

 

Det var i mange år det mest dyrkede i danske frugtplantager og i snart 100 år bestået sin prøve, som et af de mest plantede i danske haver. Det er vel fordi sorten er blevet så gammel, at æblet rynker let, hvis det lagres for tørt.

 

 

 

Æblet plukkes i oktober, men har den fordel, at det kan plukkes over en lang periode, længere end de andre sorter, uden at falde af og blive overmoden. Ved kølig lagring kan det holde en god kvalitet til jul. Æblet rynker let, hvis det lagres for tørt.              

 

 

 

Æbler af den oprindelige, gamle 'Ingrid Marie' bliver kun røde på den side, der får direkte sol. Men den almindeligste type de senere år 'Rød Ingrid Marie' afviger fra andre sorter ved, at også æbler, der sidder i nogen skygge, kan blive næsten helt røde.

 

 

 

Det oprindelige træ voksede op i haven ved Høed skole ved Flemløse på Fyn. Da træet gav frugt, syntes lærer Madsen, at æblerne var så gode, at han opkaldte den efter deres afdøde datter 'Ingrid Marie'. Han mente, at det kunne være kommet fra en kerne fra Cox Orange, som var i haven. Det bar de første frugter omkring 1915, og blev første gang beskrevet på tryk i 1924.

 

                     

 

 

 

Aroma

 

Så skal det da lige med, at de to fynske æbler besøgte Sverige. Her er de blevet forelsket og blev krydset med hinanden. Deres afkom blev det mest lækre æble, der har arvet det bedste af de to forældre. Det fik navnet ’Aroma’ og er mit foretrukne friske æble og det bedste til æblekagen